17-08-2019

Hvorfor klinker vi glassene?

Og hvorfor skal man absolut løfte sit eget glas, fordi en anden person ved bordet løfter sit glas og vil skåle med én - selv om man sidder med munden fuld af mad?

Men det er gamle skikke og egentlig meget hyggelige. Og vé den, der ikke hilser tilbage med løftet glas, men bare fortsætter med at klynge sig til kniv og gaffel. Det er groft uhøfligt.
Skikken med at klinke har man knyttet til en gammel legende. Ifølge den kom alle menneskets sanser til vinens gud, Dionysos (Bacchus), for at takke for de glæder, vinen bereder menneskenes børn.
Der var øjnene (synssansen) og hænderne (følesansen). Der var næsen (lugtesansen) og tungen (smagesansen). Alle var de lykkelige for deres magt. Kun øret (høresansen) var ked af det og stod lidt til en side.
- Hvad er der i vejen med dig? spurgte Dionysos.
- Mennesker kan se vinen, røre ved vinen, lugte vinen og smage den, svarede øret. - Men der er ingen, der kan høre vinen.
Og så bestemte Dionysos, at mennesker, der nyder den vidunderlige vin i hinandens selskab, skal støde deres glas sammen, så det siger kling.